tirsdag den 16. juni 2009

Scribus Open Source Desktop Publishing

Arbejder du med grafisk opsætning af magasiner, publikationer eller lignende? Skal du bruge et program til at sætte din næste bog sammen i, eller bare et godt værktøj til at lave en fed folder?

Så kan du få det ganske gratis! Løsningen er Scribus - et open source værktøj der kan alt det, som de dyre professionelle løsninger også kan.

Mulighederne for at sætte tingene op præcis som du ønsker i Scribus er nærmest uudtømmelige, og du kan naturligvis eksportere direkte til trykklart pdf-format.

Den belgiske bog "Crossover: Kunst, media en technologie in Vlaanderen" er sat i Scribus, og den vandt en designpris i Gent i år. Det siger lidt om hvad programmet kan gøre for dig!

Du kan downloade programmet, og ikke mindst en tutorial der hjælper dig godt i gang, lige her http://docs.scribus.net/index.php?lang=en&page=tutorials/freedomyug/scribustutorial hvis du skulle have fået blod på tanden.

Der er et stort og aktivt community omkring Scribus som også er klar til at hjælpe dig hvis du støder på problemer. Det er altid et stort plus.

Projektets officielle hjemmeside:
http://www.scribus.net/

mandag den 15. juni 2009

Offwhite.dk

Jeg er fra tid til anden temmeligt aktiv på iværksætter foraet amino.dk, som giver svar på snart sagt alt hvad man har brug for hvis man skal være selvstændig. Amino er et stort og aktivt community, startet i sin tid af IT-millionæren og iværksætter-guruen Martin Thorborg (for uindviede kan afsløres at det var ham der var med til at starte jubii.dk op i sin tid).

I sådan et community findes naturligvis også en masse spændende og dygtige mennesker, og en af dem er Lone Sanco som er en fabelagtig dygtig grafiker efter min bedste overbevisning. På hendes hjemmeside offwhite.dk kan man se en række af hendes værker, og de emmer af kvalitet.

Den let naive streg der går igennem de fleste af hendes illustrationer er jeg helt tosset med, når den, som her, er udført til perfektion.

Det er sjældent at jeg ramler ind i danske illustatorer som virkelig imponerer mig. Ikke fordi jeg selv er en haj til grafik på det her plan, men fordi min higen efter flot grafik som oftest går igennem internationale sider og magasiner. Derfor er det helt befriende når man en sjælden gang imellem støder på en som Lone, og tænker "Yes, vi kan squ stadig herhjemme også!".

Så står du og mangler en grafiker til din næste opgave, så slå et smut forbi offwhite.dk. Jeg har ingen idé om hvorvidt hun har tid til at hjælpe dig, men det er da forsøget værd :-)

Vektorgrafik: Inkscape

Jeg prøvede første gang Inkscape, som er et program til at lave skalerbar vektorgrafik ala Adobe Illustrator, for snart fem år siden. Inkscape er Open Source, og dengang var projektet på et meget tidligt stadie. Det fungerede, men det var omstændigt, så Adobe's kreative suite blev fortsat foretrukket, selvom der indeni mig lurede en lille drøm om ene og alene at forsyne mig med grafik gennem GIMP, Inkscape, Blender m.fl. en dag.

Nu kom jeg så igen til at falde over Inkscape, og jeg skal love for at der er sket ting og sager med brugervenligheden siden sidst. Nu er programmet jo pludselig til at gå til, og resultaterne taler for sig selv. Jeg vil næsten vove at påstå at der ikke er noget du ikke kan i Inkscape anno 2009.

Så er du til 3d vektorgrafik, eller mangler du et godt program til at tegne logoer i, som oven i købet er gratis, ja så kan jeg varmt anbefale at du prøver Inkscape inden du investerer tusindevis af kroner i et Adobe produkt eller lignende.

Det der næsten er aller smartest i Inkscape er den kæmpe samling af "stamp collections" der findes rundt omkring på nettet, og som hele tiden vokser sig større med hjælp fra frivillige kreative sjæle over hele kloden. En stamp collection er en samling ikoner/grafikelementer, som typisk kredser om et bestemt emne. Det kan for eksempel være at du vil tegne et kort, og så skal bruge en samling med alt hvad der til hører af bygninger, træer, skilte, veje osv. Det finder du let til Inkscape!

Alt i alt en fantastisk applikation, som altså er helt gratis. I videoen her nedenfor kan du se en lille præsentation for begyndere. Tak til ForcetD for den fine tutorial.



Du kan læse mere om Inkscape og downloade programmet på den officielle hjemmeside:
http://www.inkscape.org/

God fornøjelse - happy rendering!

søndag den 14. juni 2009

Blender: Big Buck Bunny

Mit nye yndlingslegetøj er Open Source programmet "Blender", der er en 3D content creation suite, hvori man kan lave de mest utrolige ting.

Et godt eksempel på hvor professionelt et stykke arbejde man kan lave med Blender, er animationsfilmen Big Buck Bunny, som er noget af det bedste "amatør"-arbejde jeg har set til dato. Det ligner jo noget der kunne være kommet ud af Dreamworks Studios!

Filmen er absolut et kig værd - ikke nok med at den er godt lavet, så er den også både sød og underholdende.

Se filmen her:




Link: http://www.bigbuckbunny.org/ / http://www.blender.org

lørdag den 13. juni 2009

Mark Verhaagen

Den hollandske illustrator Mark Verhaagen er et af mine helt store idoler. Han laver simpelthen de mest fantastiske ting, med et så stærkt stænk af humor at man kun kan trække på smilebåndet, selvom der ofte lurer et mere alvorligt budskab under overfladen.

Den søde illustration ovenfor er en del af en klimekampagne for TBWA, som forsøger at få os til at genbruge i højere grad. Der er også lavet et par plakater til samme anledning, også af Hr Verhaagen, og de kan ses via nedenstående link.

At skifte baggrunden på dine billeder

Har du en webshop, så har du sikkert også forsøgt at tage produktfotos, og efterfølgende forsøgt at fjerne baggrunden, så dine billeder fremstår "rene" og pæne. Her er en hurtig lille guide til hvordan det gøres i Photoshop, som jeg stødte på på Youtube. Jeg forsøger at finde en til hvordan det gøres i GIMP også, da det trods alt er sjovere for de fleste at eksperimentere med et stykke gratis software.

Happy rendering derude! :-)

Computer Arts Magazine

Hvis du har det ligesom mig, så elsker du at sidde og rode med dit Photoshop, opdage nye ting, blive bedre, nyde dit arbejde, og så starte forfra.

Jeg elsker også at løse opgaver for andre, og derfor er det tvingende nødvendigt at jeg hele tiden bliver bedre - både rent grafisk, men også bedre til at være selvstændig.

Nu har jeg fundet et magasin der understøtter begge dele. De seneste seks måneder har jeg købt magasinet Computer Arts og deres søstermagasin Computer Arts Projects.

CA er sprængfyldt med tutorials, interviews med verdens bedste grafikere, gode råd hvis du vil være selvstændig, præsentationsteknikker og en hulens masse andet. CA Projects fokuserer hver måned på ét emne, som man går i dybden med. I denne måned er det for eksempel "The Art of Typography", og for et par måneder siden handlede det om hvordan man laver et fantastisk logo, med tilhørende grafisk linje.

Jeg lærer en masse af at læse magasinerne, som kan købes i de fleste DSB-kiosker herhjemme, og jeg kan kun anbefale det til andre. Der er mange penge at spare hvis du tegner abonnement gennem magasinets hjemmeside, for DSB og andre tager sig godt betalt for at fragte månedens nye nummer over søen ;-)

Du kan læse mere om Computer Arts på deres hjemmeside, hvor du også kan se lidt omkring hvad de fokuserer på i dette og tidligere numre. Er du en dygtig grafiker er det også en god idé at holde øje med hjemmesiden, for de har spændende konkurrencer fra tid til anden med uhørt flotte præmier.