lørdag den 13. juni 2009

Computer Arts Magazine

Hvis du har det ligesom mig, så elsker du at sidde og rode med dit Photoshop, opdage nye ting, blive bedre, nyde dit arbejde, og så starte forfra.

Jeg elsker også at løse opgaver for andre, og derfor er det tvingende nødvendigt at jeg hele tiden bliver bedre - både rent grafisk, men også bedre til at være selvstændig.

Nu har jeg fundet et magasin der understøtter begge dele. De seneste seks måneder har jeg købt magasinet Computer Arts og deres søstermagasin Computer Arts Projects.

CA er sprængfyldt med tutorials, interviews med verdens bedste grafikere, gode råd hvis du vil være selvstændig, præsentationsteknikker og en hulens masse andet. CA Projects fokuserer hver måned på ét emne, som man går i dybden med. I denne måned er det for eksempel "The Art of Typography", og for et par måneder siden handlede det om hvordan man laver et fantastisk logo, med tilhørende grafisk linje.

Jeg lærer en masse af at læse magasinerne, som kan købes i de fleste DSB-kiosker herhjemme, og jeg kan kun anbefale det til andre. Der er mange penge at spare hvis du tegner abonnement gennem magasinets hjemmeside, for DSB og andre tager sig godt betalt for at fragte månedens nye nummer over søen ;-)

Du kan læse mere om Computer Arts på deres hjemmeside, hvor du også kan se lidt omkring hvad de fokuserer på i dette og tidligere numre. Er du en dygtig grafiker er det også en god idé at holde øje med hjemmesiden, for de har spændende konkurrencer fra tid til anden med uhørt flotte præmier.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar